Når filmen sluttede, levede jeg videre i Persiens univers og bredte mine forældres kludetæppe ud på gulvet og hviskede de hemmelige ord blidt ned i de pastelfarvede striber, mens jeg ville ønske, at jeg havde haft et RIGTIGT et – et af de røde Hodjatæpper. Og et endnu større ønske om en dag at tage af sted til Hodjas land begyndte at spire.

Men, hvor er de dog grimme! Jeg har virkelig aldrig kunnet se, hvordan sådan et persisk rædsel hører til i indretningen af et dansk hjem. Nej, sådan et skal bruges til at flyve på og intet andet. Og jeg kunne have svoret, at jeg aldrig ville vende hjem fra mit persiske eventyr med et tæppe i rygsækken.

Esfahans farvestrålende bazar, omkranset af de hellige moskeers blå mosaikker og mønstrede klinker åbner en verden af kunst for mig. Mohammed, en lokal medicinstuderende, tager mig med ind i labyrinten og guider mig gennem utallige års håndværkstradition.  Mellem Nike og Nokia sidder smilende mænd med dybe furer i ansigter og hamrer potter ud i kobber og dekorerer dem med de sirligste små mønstrer og billeder af gamle historiske helte og konger. I en butik er en gammel rynket mand med briller så store som Moskeens kuppel ved at oplære to unge piger i vasemaleri. De smiler til mig med deres strålende kraftigt optegnede øjne, mens deres tørklæder glider endnu længere om i nakken. Deres læremester retter den ene og forklarer mig, hvordan vaserne varmes op over ild for at gøre malingen blank.

Mohammeds farfar laver stoftryk. Endnu en af Esfahans kunsthåndværkere, der sidder så dybt på hug, at knæene når op forbi ørerne. Han demonstrerer for os, hvordan først den sorte sværte stampes på og så den blå efterfulgt af de resterende farver. Hver farve har sine stempler, og der skulle nødig gå kludder i det.

I nøddebiksen får jeg lov til at smage på alle de forskellige sorter, og selvom jeg kan se forskel på de ni forskellige rosinvarianter, kan jeg kun smage forskel på få af dem. Jeg ender med at vælge to sorter, en rød og en grøn, og han griner af mig, da jeg smager på en blå slags, der åbenbart kun er beregnet til madlavning. Jeg går derfra med en pose fyldt med nødder, bittesmå tørrede og hårde figner og nogle små tørrede planter, der ligner birketræets blomster, og som sælgeren påstår er godt for diabetikere. Øverst i posen ligger en lille pose med to gram lillarød safran.

Pludselig drejer Mohammad fra ved en dunkel gyde. De oplyste og strålende boder er erstattet af tomme støvede vægge og et enkelt lysstofrør. Bortset fra en enkelt lurvet type, der kanter sig af sted langs muren, er her helt mennesketomt. Mohammad åbner en metaldør, og vi træder om bag kulisserne. Det er onkelens tæppelager. Jeg får lov at se, hvordan tæpperne væves med et utal af bittesmå knuder, der tilsammen danner sirlige mønstre, billeder og figurer. På gulvet står et gigantisk strygejern ved siden af en gammel mand og hans unge lærling, som sidder og sømmer et støvetgrønt tæppe fast til gulvet. Væverammen efterlader tæpperne skæve, og de rettes ud på denne måde. Efter at have set, hvordan tæpperne vaskes og barberes med en stor elektrisk kniv, kravler vi ad en splintret trappe op på det flade tag, hvorfra jeg kan se ud over hele Bazar e-Bozorg og har udsigt til den strålende blå Emam Mosque og den lige så blå uendelige himmel, der uden den mindste snært af en sky totalt omslutter os. På taget ligger tre tæpper til tørre og jeg må trække mig selv i fletningen for at modstå trangen til at knæle på et af dem og hviske sagte til det.

Tilbage i kælderen viser onklen sin samling frem for os, og selvom jeg fascineres af de 150 år gamle tæpper og af de historier, han fortæller om dem og om, hvordan han opsøger nomaderne for at opkøbe deres tæpper, synes jeg fortsat, at de er ganske hæslige af udseende. Et udvalg bestående af nomadetæpper og city-tæpper hænger på væggene og lader ikke væggens farve afsløre. Han ruller det ene tæppe ud efter det andet, fisker dem frem fra bunker og dynger, til der inden længe ligger et helt bjerg på gulvet. Vi slænger os på dem og til sidst er jeg helt groggy i hovedet af alle de zikzakmønstre, farver og spejlingnsakser, min hjerne skal tage stilling til. Jeg tager af sted derfra med en aftale om at komme tilbage en dag og rejse med ham i nomadernes fodspor, inden de om ti år højst sandsynligt ikke længere har plads til at leve deres frie nomadeliv i en verden baseret på teknologi.

Mohammed og hans onkel leder mig ud i farverne igen, hvor lydene af prisprutning og venskabelig sludren fortsat fylder luften. Mættet af tæppeævl sætter jeg kursen mod parken. Nu skal hovedet tømmes for tanker og mon ikke en lille lur er på sin plads. Jeg når dog aldrig så langt. En mand stikker hovedet ud fra sin butik (der ud fra mængden af tæppestakke og tæpper på væggene afslører, hvilken forretning han fører) og inviterer mig venligt indenfor. Jeg tøver. Jeg gider virkelig ikke se på flere tæpper. Han forsikrer mig om, at vi ikke skal tale forretning, men at han bare rigtig gerne vil høre noget om klimaet på Grønland og i Nordnorge. Som den dumme turist jeg er, indvilger jeg og træder ind i et sandt tæppeparadis. Og der på væggen hænger det! Det ægte Hodjatæppe. Det er ikke spor rødt, men har en smuk varm farve, der ikke helt kan bestemme sig for, om den vil være grøn eller gylden. Jeg kan ikke få øjnene fra det, og mens jeg gør rede for fraværet af dagslys på Grønland og farverne på nordlyset, så godt jeg nu kan, studerer jeg hodjatæppets havemotiv, der fortæller historien om en gammel persisk sassanidekonge, der får vævet et tæppe af den pureste silke, så stort, at det kan dække hele gulvet på hans største stue, og som har et motiv forestillende mange små haver i de fire årstider, så kongen kan opholde sig i den årstid han ønsker. Historien ender med, at araberne i uvidenhed om tæppets værdi klipper det i småstykker.

Samtalen er drejet over på persernes kalendersystem og stjernetegn, og vi drikker the af bittesmå glaskopper og sesam-sukkerflager til at søde den med. Jeg efterligner tæppehandlerens måde at holde sukkeret mellem tænderne på, men kan ikke, som han, få det til at vare en hel kop the uden at det forsvinder mellem tænderne på mig. Mens han fortæller om sin rejse i Øst- og Sydeuropa, kan jeg ikke lade være med at skæve op til den gyldne have, og jeg ved nu, at talemåden ’det er tæppet, der vælger køberen’, er sand.

Det kilder i min mave, da jeg overlader ham mit visakort, og jeg hører en kvindestemme fra tæppehandlerens bank i Dubai lyde fra faxen. Vi drikker endnu en kop the, inden vi giver hinanden hånden til farvel. Ude på gaden kigger mig over skulderen for at sikre mig, at jeg er alene, inden jeg breder mit tæppe ud foran mig. Forsigtigt sætter jeg mig på knæ på det og stryger det blidt – kærtegner det, klar til at flyve ud og opleve mit persiske eventyr “Flyv tæppe, flyv”.

Jeg er lige kommet hjem til Nørrebro, og da jeg sprintede forbi rådhuspladsens enkelte neonlys, som en anden Cancellara, gik det endelig op for mig, at jeg skal til Iran i morgen ..

..det er meget kliché at sige, men jeg ved, at I alle kender følelsen.

2 uger i Iran og 1 uge i Armenien.

Ses dér!

Foran os venter 4 ugers Iransk og Armensk eventyr, masser af varme, vildskab, kultur, kebab og ikke mindst mennesker!

Kasper og jeg lander i Tehran i nat, og skal bruge de næste par dage på at besøge nogle danskere bosat dér, og se hvad det der Tehran egentligt er for et sted.

På tirsdag har vi en aftale i Esfahan, og sidst på næste uge sætter vi kursen mod Shiraz. Planen er at være tilbage i Tehran omkring den 18. juli.  Den 22.  mødes vi med resten af gruppen og den store tur tager rigtigt fat.

Vi glæder os nu til at komme afsted, men mest af alt glæder vi os til at resten af Next Stop Iran + Armenien lander i Imam Khomeni International Airport!

Hele holdet der skal med på Iran og Armeniens eventyret!